Egtved: 1. september 2017 overtog Christian Andersen, der er indehaver af Andersens Steel Company, Maskinfabrikken MA-Tech på Lergårdvej 5 i Egtved.
For Christian Andersen er der nu startet en helt ny epoke i hans liv, som selvstændig på fuld tid med eget 500 m2 stort værksted, fyldt med maskiner, værktøj og historie.
Forhenværende indehaver af Maskinfabrikken MA-Tech, Leif Juhl Pedersen, glæder sig over, at det er Christian Andersen, som har overtaget den virksomhed, der har været hans store passion i 32 år.
- Det er vigtigt at vide, at man videregiver (sælger) sin virksomhed til en, der både kan tage ansvar og er dygtig til sit fag, siger Leif Juhl Pedersen, der siden januar har haft Christian Andersen ansat i virksomheden, hvor han har varetaget al produktionen ved at arbejde om aftenen sideløbende med sit faste job som klejnsmed og certifikatsvejser hos ECM Industries i Øster Starup.
Det starter med et godt netværk
Hidtil har Maskinfabrikken MA-Tech især specialiseret sig indenfor klejnsmedopgaver og har gennem mange år levet af nicheopgaver for virksomheder med fiskeopdræt. Og der vil stadig blive udført kleinsmedopgaver på Lergårdvej 5, nu er det i stedet med Christian Andersen bag roret, og han har allerede et stærkt netværk at trække på og gode samarbejdspartnere.
Den 31 årige Christian Andersen er oprindeligt uddannet landmand og er opvokset i Egtved. Senere har han ladet sig uddanne som klejnsmed i 2015, hvor han scorede intet mindre end et flot 12-tal. Han har derudover syv års erfaring indenfor stålindustrien og har været certifikatsvejser i fire år. Han arbejder hovedsageligt med rustfrie materialer, men har også dygtiggjort sig, hvad angår aluminium og sort jern. Igennem de senere år har han blandt andet haft ansættelse i Norge og ved virksomheder i Danmark, hvor han især har specialiseret sig som certifikatsvejser.
- Jeg har svejset alt fra dele til vindmøller, fodertrug, Lido caféens køkken og for nyligt har jeg svejset dele sammen til den nyopbyggede jernbanebro ved Gravens i samarbejde med Finn Nygaard fra Nygaard Smedie i Vester Nebel, fortæller Christian Andersen, der også forklarer, at han har specialiseret sig i, at svejse med de skrappeste krav der er.
Banken ville ikke hjælpe
Det er en rigtig positiv historie, at den unge Christian Andersen nu overtager en god og stabil smedevirksomhed og vil være med til, at skabe liv og vækst i Egtved. Det kræver både mod, entusiasme, vilje og gode egenskaber, altsammen noget Christian Andersen besidder. Han har dog haft nogle bump på vejen i hele denne process, der naturligvis ikke er gratis.
- Jeg har været fast og trofast kunde banken i mange år, og det samme har Leif, siger Christian Andersen, hvorefter han bringer et større "men"... - for han føler sig skuffet og han mærker hverken opbakning eller støtte fra banken, hvor han har bedt om et lån i forbindelse med købet af MA-Tech.
- Jeg kan slet ikke forstå det. De ville ikke engang se nærmere på det jeg kunne præsentere dem for, lyder det fra en forbløffet Christian Andersen. Og Leif Juhl Pedersen stemmer i og stiller sig ligeledes uforstående dertil.
Han har (rent symbolsk og med et gran af humor) nu givet Christian Andersen den selvsamme risikovillige kapital, som han selv fik for mange år siden. Lydende på 75 øre, smukt indrammet og pyntet med flag.
- Ja, så kan Christian hænge den på samme søm, hvor den har hængt hele tiden, lyder det med glimt i øjet fra Leif Juhl Pedersen, der ønsker Christian Andersen alt held og lykke i fremtiden.
Leif Juhl Pedersen vil nu bruge sin tid på at hygge sig i hjemmet, hvor han blandt andet har et Bed & Breakfast, der sammen med hus og have skal passes og plejes. Han fortæller også, at han har købt sig en autocamper, så mon ikke der bliver nok at se til i hans nye hverdag.
En ny start
Med den risikovillige kapital i ryggen, plus talent, arbejdsomhed og entusiasme, så har Christian Andersen alligevel en god cocktail til at kunne drive sin smedevirksomhed. Hver morgen kører han nu fra sit hjem i Ågård, hvor han bor med sin kæreste og deres to små drenge, og lander på Lergårdvej 5 i Egtved, hvor han kan nyde, at han nu har sit helt eget smedeværksted - med plads til et væld af spændende opgaver.